Projekt Ruby laver 3D-seismiske undersøgelser i februar 2025
I februar 2025 går CarbonCuts i gang med en detaljeret 3D-seismisk kortlægning for at undersøge, om Sydlollands undergrund er egnet til sikker lagring af CO₂. Undersøgelserne dækker 220 kvadratkilometer fra Søllested og Holeby til Kramnitse, Rødbyhavn og Hyldtofte.
- Almindelige seismiske undersøgelser har allerede peget på Sydlolland som en mulighed. Men det er ikke nok. Vi er i fuld gang med at detailplanlægge de nye 3D seismiske undersøgelser, som skal gøre os klogere på, om det er en realistisk og sikker mulighed, siger Charlotte Laurentzius, der selv er geolog og efterforskningschef i CarbonCuts.
Hvis området viser sig velegnet, kan Rødbyområdet spille en vigtig rolle i den grønne omstilling og blive frontløber inden for CO₂-lagring i Danmark.
Kom til informationsmøde om 3D seismik
Vil du vide mere om, hvad undersøgelserne betyder for dig og dit lokalområde? CarbonCuts inviterer til informationsmøde:
📅 Torsdag den 5. december 2024
⏰ Kl. 16.45 – 18.00
📍 The Factory Lodge, Climate Center, Fabriksvej 2, 4960 Holeby
Her kan du høre om de kommende undersøgelser, få svar på dine spørgsmål og afgive samtykke, hvis du endnu ikke har gjort det. Du kan tilmelde dig mødet via carboncuts-tilmeld.dk eller QR-koden her.
Sådan foregår undersøgelserne
De 3D-seismiske undersøgelser begynder i februar og varer cirka 30 dage. Med specialkøretøjer, der udsender milde vibrationer, skaber vi et detaljeret billede af undergrundens struktur. Du kan mærke vibrationerne i 10-20 minutter, når køretøjet passerer din ejendom. Arbejdet er planlagt, så det foregår i dagtimerne og med mindst mulig gene for dig og dine naboer.
Husk at give samtykke
Hvis du bor i undersøgelsesområdet, har du modtaget et brev i e-Boks med en anmodning om samtykke. Mange har allerede svaret, og medarbejdere fra GEO har besøgt flere beboere for at informere om processen. Du kan også give samtykke på informationsmødet, hvis du vil vide mere, inden du beslutter dig.
Et skridt mod en grønnere fremtid
Hvis Sydlollands undergrund er velegnet, kan området blive et af de første steder i Danmark, der bidrager aktivt til CO₂-lagring. Teknologien er en effektiv metode til at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren og kan gavne både klimaet og lokalsamfundet.